lørdag den 29. juni 2013

Sydgrønland - et flot møde med Narsarsuaq og Qaqortoq

Jeg skulle ned til Qaqortoq i Sydgrønland og flytte it- og videoudstyr fra en bygning til en anden. Vi fik arrangeret at Bettina kom med og vi havde 7 spændende dage dernede.
Tirsdag d. 18. juni fløj vi fra Nuuk til Narsarsuaq direkte. Vi skulle ellers være landet i Paamiut først, men p.g.a. vejret var det ikke muligt. Narsarsuaq er en gammel USA luftbase fra 1941, som senere blev overtaget af det danske luftvåben og i dag er én af 2 mulige internationale lufthavne i Grønland. Man kan flyve direkte fra København hertil. Vi gik en tur i arboretet (200 hektar plantet til med træer) og op på signalhøjen hvor man kan se ind til indlandsisen. Bagefter besøgte vi et lille men meget spændende museum om basens tilblivelse, tid og overdragelse til det danske luftvåben. Næste dag fløj vi med helikopter til Qaqortoq. Fantastisk udsigt og vi så flere fåreholderfarme - de er nemme at se fordi der er grønt græs.









  Vi ankom til Qaqortoq og blev installeret på sømandshjemmet. Og jeg gik på arbejde. Imens gik Bettina på opdagelse i byen og fik arrangeret oplevelser til os. Byen Qaqortoq har ca. 3000 indbyggere og er Sydgrønlands største by og den eneste by i Grønland med en kunstgræs fodboldbane. Efter arbejde havde Bettina arrangeret bådtur til en lille bygd med lammesuppe, rundvisning og grønlandsk opera! Det var en fin oplevelse absolut anderledes, meget spændende at få indsigt i livet før og nu i en bygd, som i dag har ca. 30-40 indbyggere. Til koncerten var alle, gamle som unge, mødt op i kirken. Efter arbejde torsdag havde Bettina sørget for rundvisning på Great Greenland garveriet - det eneste sted i Grønland der garves sælskind og ja alle andre skind - får, ren, moskus og isbjørn. Vi var også forbi systuen og så de færdige resultater lige fra lædersko, tasker og flotte pelse i diverse farver. Fredag var Grønlands nationaldag (d. 21.6) og vi deltog i løjerne ved at være med i et gå/løb om storesøen ca. 11 km op over fjelde. Vi var så heldige at være de sidste der gik faktisk en ½ time senere... Derfor var vi alene da vi pludselig så en lille sølvblå polarræveunge supertæt på os - bare flot. Efter turen mødtes hele byen på torvet til musik og lidt godt at spise. Lørdag var vi igen på bådtur til Hvalsø ruin, stedet hvor Erik den Røde bosatte sig og bagefter tog vi til en plante forsøgsstation. De havde ting i drivhuse, men sjovest udenfor kartofler, rabarber, jordbær og mange forskellige træer og buske. Søndag brugte vi til at gå byen tynd for at finde de 31 stenfigurer/kunstværker der er i byen lavet af forskellige Grønlandske og udenlandske kunstnere.
Mandag var jeg lige henne og færdiggøre mit arbejde og så fløj vi retur til Narsarsuaq og derfra til Nuuk. En herlig tur og meget anderledes end Nuuk.


















   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar